Om Simon

Hvem er flamesman1?


Simon Langhoff, født den 15. december 1995, er en dansk YouTuber, børneskuespiller og entertainer.


Bedre kendt under sit kunstnernavn "flamesman1", har Simon siden den 9. september 2008 underholdt det danske YouTube-fællesskab. Til dags dato, og med populære YouTube-serier som for eksempel Billy & Jimmy, Piloterne, Livet på Hogwarts samt Ask Me og Barn vs. Teenager, er Simon betegnet som en af landets største YouTube-entertainere.

Opvækst og interesse for film


Simon er født og opvokset i Hillerød på Nordsjælland, hvor han også har gået i folkeskole. Simon gik i folkeskole på Hillerødsholmskolen fra 0. til 10. klasse i perioden 2002-2012. Efterfølgende afsluttede han et grafisk forløb på ét år inden for medie og grafik hos FGU Nord, der førhen hed Medieskolen Lyngby. Han har ingen yderligere uddannelse inden for grafik, animation eller videoproduktion.


Siden barndommen har Simon haft stor interesse for film og tv, hvilket medførte, at han i 2008 medvirkede som gæsteoptræden og birolle i filmen "Sommer" (2008) som kirkemedlem, instrueret af Mike Marzuk med Jimi Blue Ochsenknecht og Sonja Gerhardt i hovedrollerne. Filmen har en rating på 4.9/10 på IMDB.

Simon har fungeret som filmfotograf på filmene "Kampen mod mit sind" (2013) og "Julens Søde Samler" (2013). Derudover har han været ansvarlig for specialeffects på filmene "Kampen mod mit sind" (2013) og "Familiens ære" (2015) som har Toke Lars Bjarke i hovedrollen.


Udgivelse af egen film


Simon opnåede et af sine største livsønsker ved at udgive en film, hvilket skete i 2021 med støtte fra Nordisk Film. Sammen med sin YouTube-kollega, Niki Topgaard, udgav han Blu-ray samlingen Den Store Samling, som indeholder 30 af de bedste komedier samt 3 eksklusive afsnit, der tager udgangspunkt i Simons univers.


Blu-ray samlingen havde premiere torsdag den 18. november 2021, hvor filmen både kunne købes i fysiske forretninger som Føtex og Bilka samt på streamingtjenester som Viaplay og Blockbuster. Filmen krediterer medvirkende som komikeren Uffe Holm og YouTubere som Casper Harding, Maria Watson og Kasper Aarbye.

Udgivelse af børnebøger


Den kreative verden står aldrig stille, og det samme gør udviklingen af gode initiativer heller ikke. Dette blev til virkelighed den 20. maj 2022, da Simons debutbog "Flamesman1 - Doktor Skum" blev udgivet.


Bogen er en flot illustrativ børnebog, der med legende billeder og inspiration fra tegneserier tager udgangspunkt i universet omkring Flamesman1 - en superhelt, der bekæmper den onde Doktor Skum.


Bogen er udgivet i samarbejde med forlaget Silhuet og illustratoren Mads Ellegård Skovbakke, som også har skrevet bogen i samarbejde med Simon.

Lærdom, landmærker og liv


Eventyret fortsætter, og denne gang er de fantastiske, skøre og mærkelige karakterer Gert (Simon Langhoff) og Kresten (Niki Topgaard) på farten fra universet i YouTube-serien Brødrene Fjeldsted.


Bogen med titlen "Brødrene Fjeldsted i USA" sender de mærkværdige brødre ud på eventyr i det store amerikanske land for at finde svaret på, hvorfor en ny ostefabrik skal åbne - og det går ikke godt for sig.


Bogen blev udgivet den 1. december 2023 og er en lærerig bog, der beskriver og fortæller om landemærker i USA og dykker ned i kultur og steder.